Vest møder Øst

Flyttekasserne er længe landet. De fleste af de 214 kasser efterhånden også pakket ud. Det har holdt hårdt. Både fordi det er fjerde gang vi flytter på tre år, men også fordi vi i hver eneste kasse finder minder. Om noget der indtil for to måneder siden var virkelighed men nu allerede fortid. Og jeg har stadig svært ved at give slip.

Da flyttemændene kommer, er det med en fyrrefods container, en liftvogn og en flyttevogn. Det ser ret voldsomt ud på vores lille vej og det eneste de ikke har med er en boltsaks til at klippe forseglingen på containeren over.

Heldigvis ligger der et autoværksted i nærheden og så går det løs. Faktisk så løs at en af vores stole går i stykker under udpakningen. Men de er nu meget flinke alle folkene, omend det ud over møblerne er begrænset hvad de kan pakke ud og lægge på plads for os. Her er det udpakningen af de mange kasser kommer ind i billedet, i snart fjorten dage om aftenen når vi kommer hjem fra job og sidenhen også i weekenden.

Det er præcis to måneder siden vi landede i Danmark. Vi er ved også mentalt at være hjemme igen.

Anders går fornøjet rundt og glæder sig over at have tid til andet end job. Han har haft arbejdsbukserne på indtil flere gange og kaster sig glad og gerne ud i alle de opgaver et dansk familieliv består af.

Oliver graver huller i haven og snedkererer i kælderen. Han har nemt ved skolen lader det til og har allerede fået mange nye kammerater.

Victoria reagerer næsten som da vi landede i Kina. Hun har ikke så stort socialt behov for tiden, men bruger timer på sit værelse hvor hun ligger og ruller rundt på gulvtæppet og snakker skiftevis engelsk og dansk. Det er nok hendes måde at finde sine ben på.

Og mig? Jeg nyder at arbejde igen men har til gengæld fået smag for et liv uden huslige pligter. Det irriterer mig hvor meget for mig spildtid der går med det. Tid som jeg meget hellere vil bruge på andre ting. Fx at holde kontakten med en masse særlige mennesker jeg kender i Kina og opdyrke og genopdyrke relationer her hvor vi er nu.

Vores hus har fået umiskendeligt asiatisk islæt. Der er ting, både konkret og i overført betydning, som vi har taget med os hjem. Det beriger min verden.

Vi har stadig ikke regnet ud hvordan vi sætter børnenes fortsatte engelskundervisning i system. De ser engelske film og vi læser med dem i weekenderne. Men det er vist også det. Selv om jeg endnu forestiller mig at vi skal gøre mere ved det inden alt for lang tid.

En gang om ugen efter arbejde går jeg til kinesisk på Copenhagen Business School. Der er et Confucius Institut tilknyttet og det er en kineser fra Beijing som underviser.

Undervisningen er knap så ambitiøs som dengang jeg gik sammen med en masse koreanere. Men når jeg sidder der i klasseværelset, glemmer jeg helt hvor jeg er henne. Så er jeg tilbage i Shanghai. Det er ren terapi. Og når jeg møder kinesere i byen, smiler jeg altid til dem.

Det kan være svært at give slip på noget som betyder meget for een. Det sker sjældent uden sværdslag. Men det er vigtigt at bruge krudtet på at se fremad og slå rod der hvor man er, tror jeg. Så det arbejder jeg på.

Hvem ved? Måske fremtiden vil bringe nye muligheder for at rejse ud.  

EFTERSKRIFT

Her startede vores historie  http://christinashanghai.smartlog.dk/f-rste-skoledag-post66457. To er halvt år senere er det atter første skoledag. Denne gang en kold januardag i Danmark, uden uniform. Og denne gang er det far der følger børnene.

Der er dem som glæder sig vildt og voldsomt og tæller dagene frem til jul. Eller til den næste fødselsdag. Så er der dem som glæder sig til at man omsider skal gense alle sine møbler. Det er sådan nogen som os. Og det kan godt sammenlignes med forventningens glæde ved juletid.

På mandag sker det. En stor container vil lande foran huset og flere flyttefolk vimse rundt med kasser og kinesiske møbler. Det bliver præcis som det hele startede, bare med modsat fortegn.

Men hvor det sidst var Anders der var rejst i forvejen til Kina, vil han denne gang være i nabolaget. Til gengæld vil ungerne være i Jylland så de kan nyde vinterferien mens vi andre pakker ud.

I det store hele er det gået meget godt, selv om havemøbler, klapstole og løse madrasser ikke helt gør det ud for et hyggeligt hjem. Når vi har haft gæster, har børnene spist på et tæppe på gulvet, og selv om de uden videre har accepteret det, bliver det nu rart igen at kunne sidde mange sammen. Eller se fjernsyn henslængt i sofaen, eller...

Der er nu visse fordele ved kun at have minimalt med indbo, herunder:

A) Det er meget hurtigt at støve af og støvsuge

B) Vi har haft meget familietid. Der er ikke en masse ting rundt os til at distrahere

C) Man forfalder ikke til tv-kiggeri når man i en lang periode ikke har fjernsyn. Dog har vi været enomt glade for computeren

D) Det er nemt både for børn og voksne at vælge tøj fra klædeskabet. Der er nemlig kun de samme tre par bukser derinde.

Når det så er sagt, må jeg konstatere at en hjem bare ikke er et hjem uden alle de der finurlige sager man har samlet sammen over tid. Først når det hele er sat tilbage på hylderne og lagt ind i skabene, vil vi falde rigtigt på plads.

Det regner jeg i hvert fald med. 

Bor man i Shanghai og savner det danske nationalklenodie nummer et, er der godt nyt. Det lader nemlig til at et flertal i København's Borgerrepræsentation er positivt stemt for at sende Den Lille Havfrue en tur til Verdensudstillingen i 2010. Og i sidste ende er det Borgerrepræsentationens afgørelse. For havfruen bor i Københavns Kommune.

Det sker ikke uden sværdslag. Faktisk er det så kontroversiel en ide at rigtig mange er dybt forargede over at gøre noget for dem så tåbeligt. Det gælder både politikere og helt almindelige borgere.

Det er dyrt at sende hende afsted. Skal stenen også med? Hvad hvis hun nu bliver stjålet? Endnu værre endnu: Er der ikke noget med at kineserne kopierer hvad som helst? Og hvordan får vi kineserne til at besøge Danmark når vi sender attraktionerne direkte ud til dem? Så er der også det med alle de turister på besøg på Langelinie i perioden. De vil stå der og skuffet glo på en tom plet.

Jeg læste et interview med det bureau der fandt på at sende havfruen en tur ud i verden. De forklarede at kineserne jo kender "Antussen" og at vi jo er en vandnation. Derfor vil Den Lille Havfrue være det perfekte trækplaster i den danske pavillion.

Jeg hører ikke til skeptikerne. Faktisk synes jeg Kinaturen er rigtig godt tænkt. Jeg har flere gange holdt små foredrag i Shanghai om fruen der to gange har mistet sit hoved. Det var der stor interesse for.

Kineserne kan jo ikke bare frit rejse ud som de vil. Så det er en fantastisk gestus og venskabserklæring at havfruen kommer forbi på besøg. Vi er heller ikke gearet til at få alt for mange kinesere til Danmark ad gangen.

Og måske kan den tomme plet bruges til noget andet imens, fx. som display for en bycykel eller en vindmølle. Klima er superhot for tiden og det skal vi dyrke. Den bølge kan vi ride videre på.

Tilbage til Shanghai og det mulige indhold i den danske pavillion. Jeg glæder mig til at følge havfruens rejse. Synes det er pudsigt at der skal en bronzefigur til at få danskerne op af sofaen. Og tænker at Verdensudstillingen da er en oplagt lejlighed til et gensyn med en by der betyder noget særligt for mig.

Det er faktisk ret halv-træls at møde en, man kender og har lyst til at sludre med og så ikke have tid, fordi man er bundet op af en stram kalender, tænker jeg i går på vej hjem i toget. Især fordi sidst jeg så selvsamme person var for mindre end en måned siden. I Shanghai.

For hvad er sandsynligheden? Lige før jul sad Claus og Tine og jeg og drak rødvin sammen. I deres sofa i Hong Qiao, for at sige farvel. Og så en travl januardag står Claus lige der, foran Nørreport station, mens jeg intetanende haster forbi.

Alt hvad der er tid til er knus, store smil og "Hvordan har I det?" før jeg må videre for at være sikker på at ramme SFO'en inden klokken fem. Det er da ærgerligt. Selv om jeg også er glad og synes det er fantastisk at møde mennesker derudefra i en dansk virkelighed. Endda efter så kort tid.

Det er nok den største lektie, jeg har lært hjemme indtil nu. At tiden i Danmark har det med at forsvinde mellem fingrene på mig, UDEN jeg opdager det. I Shanghai var der dage hvor jeg kunne mærke tiden. Der var ro på og det betød sjældent det store om ting tog en en eller tre timer. Sådan er det ikke her. 

Det er sjovt at være tilbage på jobbet, dejligt at have kolleger og arbejde med mit fag igen. Men det betyder også at tiden er blevet knap og alting i højere grad skal passes af efter hinanden. Og uden de der hjælpende hænder som vi jo nåede at vænne os alt for meget til.

Vi er igen ved at blive kalendereksperter, Anders og jeg. Jeg havde helt glemt hvordan det er.

“Har du ikke nogle danske penge?” spørger damen bag disken venligt. Jeg har netop rakt en pengeseddel frem mod hende og for mig ser den helt normal ud.

Men det er den ikke må jeg konstatere. “Ups” mumler jeg og finder den rigtige seddel frem. Vi afslutter handlen og jeg går ud af butikken.

Det sker stadig dagligt. De der små ting som at jeg fumler med dankortet der nu ikke længere skal svinges men kun sættes fast i maskinen. Eller i dag hvor jeg tændte for computeren på vej hjem i S-toget og blev irettesat fordi opstarten larmer lidt. Jeg havde nemlig sat mig i et stilleområde viste det sig. Og sidst jeg pendlede dagligt, fandtes den slags slet ikke i S-toget.

Vi ligner andre danskere udenpå. Men indeni er der endnu ting der ikke er faldet på plads. Oliver spurgte forleden om han må tage sin søster med til en fødselsdag han er inviteret til. Og jeg måtte forklare at i Danmark gælder invitationer som regel kun for dem der står på papiret.

I sidste uge havde Anders og Victoria en ophidset diskussion om badehætter. Victoria havde fået besked på at tage en med til gymnastik i skolen. Anders troede først at det var sådan en man svømmer med. Den nægtede hun at medbringe, selv om han pressede på. Og hvorfor så det?

Da jeg spurgte mere til sagen, gik det op for mig at Victoria forestillede sig de danske børn rendende rundt med badehætter på, når de laver idræt. Det syntes hun alligevel var for fjollet.

Faktisk vil jeg give hende ret.

"Hvordan er det så at være hjemme igen?" er der en kollega der spørger mig her til morgen. "Jo" svarer jeg. "Det er velkendt. Og så alligevel ikke".

Faktum er at rigtig mange ting ved første blik ligner ser selv. Men ser man nærmere efter, er der alligevel forandringer. Børn er blevet større, nye bygninger skudt op i nabolaget, nogen er blevet gift og andre skilt.

Da vi var hjemme sidst, var der snak om mangel på arbejdskraft og vanvittige boligpriser. Nu er det krisestemning og fyringer som fylder. Bortset fra Statsministeren der i sin nytårstale forleden talte om at det skal kunne betale sig at arbejde. Lidt tragikomisk synes jeg, nok mest for dem der for nylig har fået fyresedlen.

Siden vi tog ud, er det som om at sundhed fylder meget mere i æteren. Rygning er efterhånden bandlyst de fleste steder og i morgenens avis kunne man læse at det er vigtigt at de unge interesserer sig for varedeklarationer. Hvilket de mærkværdigvis ikke gør.

Vi forsøger fortsat at finde vores vej i en dansk hverdag. Victoria bad forleden om Kaj-jumbere med sovs, altså koldskål, til dessert og har ved en tidligere lejlighed spurgt om den lokale nøgenstatue på kajen i Frederikssund mon skulle være den lille havfrue.

Jeg har til gengæld to gange hældt yoghurt i morgenkaffen fordi kartonen ligner den til mælk. Og jeg forundres endnu over at vi i Danmark kun har hanevand og ikke den opdeling i drikke- og afskylningsvand som vi kender fra Kina. Det er egentligt meget rart.

Jeg har hørt kinesisk hele to gange i dag. Først på vej i S-toget ind til København og siden ned ad Fiolstræde. Begge gange talt af unge kinesere der grangiveligt lignede udvekslingsstuderende.

Jeg har også bemærket at det nu er på mode at man åbentlyst skilter med at mindske CO2 udslippet. Se selv. 

En kvinde fortalte forleden i radioen at hendes hunde får særlige økologiske kødben op til jul. Og i Irma, der nu om stunder har et ret imponerende antal økologiske fødevarer og specialøl i metervis, reklamerer de for økologisk fodtøj, de kendte sorte Mao sko.

Statsministeren taler om øget rejseaktivitet næste år grundet klimakonferencen. Og jeg passerede tidligere på dagen Klima- og Energiministeriet. Hvor jeg også så levende skiltebærere på Strøget og en reklame for krisemode.

Det er underligt, lidt lige som at have et hul i hukommelsen, at mangle et par års viden om livet og dagligdagen i Danmark. Det er de små ting vi bemærker og dem vi ikke har kunnet læse os til i netaviserne  

Det hele ligner sig selv og så alligevel ikke. For tiden er vi en slags turister i vores eget land.

Det er ikke meget jeg har fået luftet det kinesiske siden vi satte foden på dansk jord for seks dage siden. De sidste ord jeg sagde blev sagt til Shen som kørte os i lufthavnen og som på falderebet gav os en gave til at hænge op hjemme i vores hus.

Vi fik et kinesisk vægstykke. Sådan et der pryder rigtig mange vægge i Kina og som regel har et lykkebringende budskab. I vores tilfælde både fremgang, held og lykke. Det er Shen’s kone der har broderet det og han var stolt da han forklarede at hun har brugt adskillige dage på at få det lavet færdigt i rette tid.

Jeg blev rørt over at en for os fremmed kineser har siddet og brugt sine aftener på at lave en gave til os her til sidst. Og rørt over det kort og det bryllupsbillede af Shen og hans familie som vi samtidig fik til minde om vores chauffør i Shanghai. Det er i øvrigt taget for ganske nyligt, for i Kina er det helt normalt jævnligt at lade sig fotografere i bryllupsstøj. Uanset at det er mange år siden at man reelt blev gift.

I Danmark fylder Asien og Kina meget mindre. Og så alligevel mere end tidligere. For i lufthavnen bemærkede jeg at skiltene i ankomsthallen også stod på kinesisk. Det gjorde mig glad.

Og for et par dage siden faldt jeg over et dameblad med et par kinesiske tegn på forsiden. Ligesom jeg nu kan læse skiltet på en kinesisk restaurant her i byen. Den hedder Jin Long Fan Dian.

Jeg har planer om at besøge den inden så længe.

Så nåede vi frem til den, målstregen. Om mindre end et døgn sidder vi i flyet hjem og lægger Asien bag os. Her er lidt indtryk fra de seneste dage.

Lige udenfor, på den forhøjede ringvej, glider Shanghai’s morgentrafik langsomt forbi. Jeg sidder på et hotelværelse på 28. etage med udsigt ind over bymidten, ind over byens skyskrabere. Det er næsten lige som at være på ferie i en fjern storby et sted, for fra den her vinkel ser byen helt anderledes ud end det syn vi kender. Men vi er ikke på ferie. Vi er flyttet på hotel og har taget hul på vores sidste uge i byen.

Det er så dejligt at få hilsner fra alle jer derude i æteren, vide at I trofast har fulgt med i to et halvt års oplevelser på den anden side af kloden. Det er ikke faldet så let for mig at skrive på det sidste. Både på grund af travlhed. Men også fordi det en meget underlig og følelsespakket tid for mig. Med kort vej fra gråd til latter.

I fredags stod Victoria på SCIS scene sammen med de andre børn der rejser fra Shanghai i julen. Der blev sunget farvelsang for dem og jeg havde videokameraet med for at få det hele med. Men mens hun glad stod deroppe og tænkte på at hun snart skal hjem til familien og det kendte derhjemme, sad moren og rystede på hånden med tårer silende ned af kinderne. Ved tanken om at en særlig tid er slut.

Vores venner hernede er fantastiske. Vi har siden vi flyttede på hotel i fredags stort set ikke været hjemme. Har middagsinvitationer hver eneste dag indtil fredag, den sidste aften i byen. Vi har haft folk som har passet børn mens huset blev pakket. Andre som lige har kigget forbi. Legeaftaler og børneovernatning så Anders og jeg i går kunne få en aften ude helt for os selv. Hilsner og knus og gode ønsker i en lind strøm.

Det er lige præcis det som gør det så svært for mig at give slip. På alle de oplevelser med en særlig gruppe mennesker der tilfældigt mødtes et sted i Kina. Og som fandt sammen på grund af arbejde, interesser eller jævnaldrende børn. Som alle, før eller siden, tager beslutningen om at rejse videre igen.

Samtidig er der masser af ting vi glæder os til derhjemme. Holde jul på dansk igen. Gå på arbejde, levere noget professionelt og tjene egne penge. Se de første vintergækker pible op. Følge med i en god venindes graviditet. Se børnene lege med fætre og kusiner. Se dem med bedsteforældrene. Mødes med familie og venner på terrassen eller over et weekendprojekt. Opleve Anders have større overskud til andet end job.

Om få dage er det tid at drage videre, prøve noget nyt, som i vores tilfælde også fører en masse kendte ting med sig. Vi havde et dejligt liv derhjemme, inden vi rejste ud. Det skal vi nok få igen. Og det er vist mest mig som hænger i bremsen.

Når der lukkes en dør, åbnes et vindue, er der nogen der siger. Det er lige her, mellem døren og vinduet, at jeg befinder mig nu.